Dagbog fra Beatnickel – Kapitel 2: Op på hesten igen
Dato:
19.5.2025
Forfatter
Oli Olsen

Dagbog fra Beatnickel – Kapitel 2: Op på hesten igen

Vi har fået endnu en afvisning fra Apple App Store. Denne gang lyder begrundelsen, at vi beder om billede to gange – og at vores app ikke indeholder en funktion til at slette sin konto. Ironisk nok har vi faktisk en slet-konto-funktion, og billedkravet følger Apples egne retningslinjer. Så nu må vi i gang med at dokumentere og forklare – endnu en gang.

Det er tydeligt, hvor stor forskel der er på processen hos Google og Apple. Vores app er for længst live i Google Play Store, hvor vi allerede har fået en del brugere og masser af konstruktiv feedback. Men hos Apple er vejen længere og mere bureaukratisk.

Feedback fra brugerne former appen

Vi har haft flere telefonsamtaler med nye brugere, og det har været utrolig værdifuldt. De har delt deres oplevelser, frustrationer og idéer – og vi lytter.

Flere har fx nævnt, at vores søgefunktioner kunne være bedre. Derfor arbejder vi nu på at:

  • Erstatte dropdown-menuer med tags, så det bliver nemmere og mere intuitivt at vælge instrumenter og genrer
  • Optimere vores filtre, så man hurtigt finder relevante matches

Derudover har vi forbedret link-håndtering til eksterne platforme som YouTube og Spotify – så man nemt kan vise, hvad man har lavet og hvor man spiller.

Onboarding og login-forbedringer

Et andet punkt, vi arbejder aktivt med, er onboarding-flowet. I dag skal man vælge, om man er musiker eller band allerede ved oprettelse – men det giver ikke mening for alle. Fremover vil man kunne oprette sig som person først og senere tilføje fx bands eller projekter.

Vi løser også et problem, hvor brugere bliver logget ud automatisk efter inaktivitet. Det er irriterende – og det fik vi hurtigt hørt om. Vi arbejder nu på at sikre, at man kun bliver logget ud, når man selv vælger det.

Funding: Snart åbner vi døren for investorer

I kulissen begynder vi også at forberede vores første investeringsrunde. Vi har begyndt dialogen med relevante business angels og vil snart åbne officielt op for de første investorer. Vi glæder os til at dele mere om det!

Og næste skridt?

Vi krydser fingre for, at Apple-godkendelsen går igennem denne uge. Når det sker, inviterer vi alle på ventelisten til at downloade appen – både til Android og iOS.

Tak fordi du følger med i vores rejse. Vi er fulde af energi og arbejder hver dag for at skabe verdens bedste platform for musikere, bands og venues.

Stay tuned – vi opdaterer igen sidst på ugen.
– Team Beatnickel 🎶