Det farligste ord i musiklivet er “projekt”

Projektarbejde bliver ofte solgt som frihed og kreativ fleksibilitet. I praksis har det gjort musiklivet mere fragmenteret, uforudsigeligt og slidende end nogensinde før. Måske mangler musikere ikke flere gigs, men stærkere strukturer at stå i.

Projektet har fået heltestatus i musiklivet. Det signalerer bevægelse, udvikling og midlertidig intensitet. Nye konstellationer, korte forløb og skiftende mål bliver præsenteret som moderne og dynamiske. Men under overfladen gemmer der sig en anden virkelighed.

Når alt er projekter, er intet stabilt. Hver gang et forløb slutter, starter jagten forfra. Nye aftaler, nye relationer, nye forventninger. Musikeren er konstant i gang med at etablere sig igen og igen. Det skaber usikkerhed, både økonomisk og menneskeligt.

Projektformen har sneget sig ind overalt. I bands. I turnéer. I undervisning. I samarbejder med spillesteder, producenter og kulturinstitutioner. Resultatet er et musikliv, hvor kontinuitet er blevet undtagelsen frem for normen.

Når fleksibilitet bliver til fragmentering

Fleksibilitet lyder tiltalende. Muligheden for at sige ja og nej. Friheden til at sammensætte sit arbejdsliv. Men fleksibilitet uden faste holdepunkter bliver hurtigt til fragmentering.

Mange musikere arbejder i dag i parallelle spor uden fælles retning. Et band her. Et projekt der. En kort ansættelse. En workshop. Et samarbejde, der løber ud i sandet. Ingen af delene er forkerte i sig selv, men tilsammen skaber de et arbejdsliv uden rytme og gentagelse.

Uden gentagelse opstår der ikke fordybelse. Uden kontinuitet opstår der ikke tillid. Og uden stabile relationer bliver selv de gode oplevelser hurtigt flygtige.

Flere gigs løser ikke det grundlæggende problem

Når musikere oplever pres og usikkerhed, bliver løsningen ofte formuleret som behovet for flere jobs. Flere koncerter. Flere projekter. Mere aktivitet. Men hvis strukturen bag arbejdet er skrøbelig, forstærker mere aktivitet ofte bare problemet.

Flere gigs uden faste samarbejder betyder mere koordinering, mere usikkerhed og mere ansvar lagt på den enkelte. Det bliver sværere at sige nej, sværere at prioritere og sværere at opbygge noget, der rækker ud over næste kalenderpunkt.

Det, mange musikere mangler, er ikke nødvendigvis volumen. Det er sammenhæng.

Musik er relationelt arbejde

Musik opstår sjældent i isolation. Den opstår i relationer. I gentagne møder. I fælles referencer og erfaringer. De bedste musikalske samarbejder bliver til over tid, ikke fra projekt til projekt.

Når samarbejder konstant nulstilles, forsvinder meget af det usynlige arbejde, der gør musik bæredygtigt. Det sociale kendskab. Den fælles forståelse. Tilliden til hinandens beslutninger. Det er netop disse elementer, der gør et musikliv mindre sårbart.

Alligevel er de svære at dyrke i en struktur, der belønner midlertidighed frem for vedvarende fællesskaber.

Beatnickel som modvægt til projektkulturen

Her adskiller Beatnickel sig fra mange eksisterende platforme. Fokus er ikke kun på det næste match eller den næste opgave, men på relationer, der kan udvikle sig over tid.

Platformen er bygget til at understøtte faste konstellationer, tilbagevendende samarbejder og lokale fællesskaber. Musikere kan finde hinanden med henblik på at bygge noget sammen, ikke kun løse en opgave.

Ved at gøre relationer, kontinuitet og fælles historik synlige skaber Beatnickel en struktur, hvor musikere kan bevæge sig væk fra evige engangsprojekter og hen imod mere stabile arbejdsliv.

Projektet er ikke problemet i sig selv. Problemet opstår, når projektet bliver den eneste organiseringsform i musiklivet.

Et bæredygtigt musikliv kræver mere end fleksibilitet. Det kræver strukturer, gentagelse og relationer, der kan bære både det kunstneriske og det menneskelige arbejde.

Måske er det tid til at spørge mindre efter det næste projekt og mere efter, hvem vi bygger videre sammen med.