Blog

Alt det, vi elsker ved musik, opstår længe før applausen. I øvelokalet formes idéer, relationer og fælles retning. Alligevel er øvearbejdet blevet usynligt i en branche, der hylder scenen, content og hurtige resultater.

Det er 21 år siden den sidste store støttesang samlede musikere om en fælles sag. Dengang virkede det naturligt at stå skulder ved skulder. I dag virker det næsten utænkeligt. Hvad siger det om tiden vi lever i og om musikbranchen som helhed

Musik skabes næsten altid i fællesskab, men musiklivet er indrettet, som om alle står alene. Resultatet er slidte relationer, skrøbelige bands og musikere, der konstant skal være både kunstner, projektleder og brand.

Drømmen om gennembruddet lever stærkt i musiklivet. Men bag fortællingen om talent og vilje gemmer der sig en mindre synlig virkelighed. Det er ikke alle, der har råd til at vente. Tid, økonomisk buffer og netværk er blevet afgørende faktorer for, hvem der får lov til at blive hængende længe nok.

Der er flere veluddannede og kompetente musikere end nogensinde før. Alligevel oplever mange, at mulighederne bliver færre. Problemet er ikke talentmangel, men et musikliv hvor for mange forsøger at passe ind i de samme snævre rammer.

Projektarbejde bliver ofte solgt som frihed og kreativ fleksibilitet. I praksis har det gjort musiklivet mere fragmenteret, uforudsigeligt og slidende end nogensinde før. Måske mangler musikere ikke flere gigs, men stærkere strukturer at stå i.