“Det giver dig synlighed” – sætningen der holder musikere fast i gratisarbejde

Eksponering er blevet en valuta i musikbranchen. Men alt for ofte bruges løftet om synlighed som erstatning for betaling. Hvornår har synlighed reel værdi, og hvornår er det blot gratisarbejde forklædt som mulighed.

De fleste musikere har hørt det. Nogle allerede tidligt i deres karriere. Andre langt senere end de burde. “Vi kan desværre ikke betale, men det giver dig synlighed.” Sætningen lyder tilforladelig, næsten venlig. Som et kompromis. I praksis er den blevet en af de mest effektive mekanismer til at normalisere gratisarbejde i musikbranchen.

Eksponeringsøkonomien har for længst flyttet sig fra at være et supplement til betaling til i mange sammenhænge at erstatte den. Musikere forventes at levere professionelt arbejde mod et løfte om opmærksomhed. Et løfte der sjældent kan måles, sjældent kan omsættes og næsten aldrig kan betales husleje med.

Synlighed er ikke en ensartet valuta

‍Synlighed kan have værdi. Men ikke al synlighed er lige meget værd. At spille for et relevant publikum, der faktisk har mulighed for at følge med videre, kan være en investering. At optræde gratis foran et tilfældigt publikum uden kontekst, opfølgning eller reel eksponering er ofte bare gratisarbejde.

Problemet opstår, når alle former for optræden uden betaling omtales som muligheder. Når forskellen mellem strategisk synlighed og tom eksponering udviskes. Det gør det svært for musikere at sige nej uden at fremstå utaknemmelige eller uambitiøse.

Når risikoen altid placeres hos musikeren

‍I eksponeringsøkonomien er risikoen sjældent ligeligt fordelt. Musikeren investerer tid, transport, øvning og ofte udstyr. Arrangøren investerer meget lidt. Hvis publikum ikke dukker op, eller opmærksomheden udebliver, er det musikeren, der står tilbage uden kompensation.

Denne skævhed rammer især dem i vækstlaget. For erfarne til at arbejde gratis, men stadig afhængige af muligheder for at blive set og hørt. Resultatet er en gråzone, hvor mange accepterer vilkår, de reelt ikke har råd til.

Algoritmer forstærker problemet

‍Sociale medier har gjort synlighed målbar, men ikke nødvendigvis mere værdifuld. Likes, visninger og reach kan se imponerende ud, men konverterer sjældent direkte til jobs eller indkomst. Alligevel bruges de som argument for, at arbejdet i sig selv er belønningen.

Presset for konstant tilstedeværelse gør det endnu sværere at sige fra. Hvis du ikke er synlig, findes du ikke. Hvis du siger nej, mister du momentum. Det skaber en konstant følelse af at være bagud.

Fra eksponering til relationer

‍Synlighed har størst værdi, når den fører til relationer. Publikum der vender tilbage. Arrangører der booker igen. Musikere der finder hinanden. Uden relationer er synlighed flygtig og ofte værdiløs.

Her ligger en af de grundlæggende udfordringer i den nuværende eksponeringsøkonomi. Fokus er på øjeblikkelig opmærksomhed frem for langsigtet opbygning af netværk og fællesskaber.

Det er netop her, Beatnickel forsøger at tage en anden tilgang. Ikke ved at love mere synlighed, men ved at gøre relationer og kontekst synlige. Når musikere, bands og arrangører kan finde hinanden ud fra erfaring, behov og lokal forankring, bliver muligheder mere end bare eksponering. De bliver konkrete.

Synlighed er ikke i sig selv et problem. Problemet opstår, når synlighed bruges som erstatning for betaling uden klar værdi, uden gensidighed og uden langsigtet perspektiv.

Hvis musikbranchen skal være bæredygtig, kræver det, at vi bliver bedre til at skelne mellem reelle muligheder og gratisarbejde forklædt som chance. Musikere har brug for betaling, men også for rammer, hvor synlighed fører til relationer, ikke bare til næste ubetalte optræden.

Ellers risikerer vi et musikliv, hvor mange bliver set, men færre får mulighed for at leve af det.