Hvad blev der af støttesangen

Det er godt 20 år siden den sidste store støttesang samlede musikere om en fælles sag. Dengang virkede det naturligt at stå skulder ved skulder. I dag virker det næsten utænkeligt. Hvad siger det om tiden vi lever i og om musikbranchen som helhed

I 2005 udkom den sidste store støttesang. Godt 20 år er gået. Det er et helt generationsskifte i musiklivet og i samfundet generelt. Musik og kunst har altid været et spejl af den tid de opstår i. De har samlet mennesker i sorg og håb og fungeret som en fælles stemme når ord manglede andre steder. Derfor rejser det et oplagt spørgsmål. Hvor blev den ånd egentlig af

Der var en tid hvor det gav mening at samles om en større sag. Afrika. Sult. Krig. Uretfærdighed. Musikere gik sammen ikke for at promovere sig selv men for at pege udad. For at minde om at verden var større end den enkelte karriere. Sangene var måske naive. Men de var også kompromisløse i deres tro på fællesskabet

I dag er verden forandret. Det samme er musikbranchen. Platforme. Algoritmer. Branding. Synlighed. Alt måles og vejes i reach og engagement. Musikeren er ikke længere bare kunstner men også indholdsproducent. Marketingansvarlig. Iværksætter. Det sætter sit præg på alt også på viljen til at indgå i kollektive projekter

Fra vi til mig

Nutidens musikliv er i høj grad individualiseret. Me myself and I er ikke bare en attitude men en overlevelsesstrategi. Når branchen er presset økonomisk og strukturelt bliver fokus snævert. Der er mindre tid til det fælles og mindre overskud til det langsigtede. Det handler om at holde sig flydende i et konstant flow af nye udgivelser og nye ansigter

Det betyder ikke at nutidens musikere er mindre engagerede eller mindre empatiske. Tværtimod. Mange brænder for store samfundsspørgsmål. Men engagementet er ofte fragmenteret. Udtrykt gennem individuelle statements og personlige opslag frem for fælles handling

Den kollektive stemme i en fragmenteret tid

En støttesang kræver mere end gode intentioner. Den kræver tillid. Koordination. Fælles retning. Og måske vigtigst af alt en oplevelse af at det giver mening at stå sammen. I en tid hvor musikbranchen er splittet op i mikrokarrierer og nichespor er det sværere at skabe den fælles platform hvor alle føler sig repræsenteret

Samtidig er offentligheden blevet mere skeptisk. Hvem taler på hvis vegne. Er det ægte eller iscenesat. Er det solidaritet eller selvpromovering. Den slags spørgsmål gør fælles initiativer mere sårbare end tidligere

Er en ny støttesang mulig

Spørgsmålet er ikke kun om det er muligt at lave en ny støttesang i dag. Spørgsmålet er om vi stadig tror på ideen om en fælles stemme. Hvis svaret er ja kræver det nye former. Nye strukturer. Måske mindre fokus på stjerner og mere fokus på fællesskaber. Lokale netværk. Mange stemmer i stedet for én stor

Måske skal støttesangen ikke længere være én sang men et fælles rum hvor musikere bidrager på forskellige måder. Ikke for at redde verden på tre minutter men for at skabe vedvarende opmærksomhed og handling

At der er gået 21 år siden den sidste store støttesang er ikke bare et kuriosum. Det er et symptom. Et tegn på en branche og et samfund der har bevæget sig fra fællesskab mod individualisering. Men det er ikke en endegyldig dom. Musik har stadig kraften til at samle. Spørgsmålet er om vi tør give slip på mig’et længe nok til at finde vi’et igen