Skal vi virkelig spille for “synlighed” i 2025?

Gratis jobs og løfter om “synlighed” har i årevis været en del af hverdagen for musikere – især dem, der er i begyndelsen af deres karriere. Men i en tid, hvor kreative brancher kæmper for anerkendelse og økonomisk bæredygtighed, er det på tide at stille spørgsmålet: Skal vi virkelig stadig finde os i det?

En branche præget af udnyttelse

Fortællingen er velkendt: “Der er ikke budget til honorar, men I får god eksponering.” Måske bliver det pakket ind i smiger – “vi elsker jeres lyd” – eller i løfter om, at “der kommer vigtige folk og lytter.” Men bundlinjen er den samme: Musikeren arbejder uden at blive betalt. Det er et paradoks i en branche, hvor alle andre led – fra bookere til bartendere – får betaling for deres indsats.

Når eksponering bliver brugt som valuta, slører det grænsen mellem samarbejde og udnyttelse. Og selvom synlighed kan være værdifuldt i nogle situationer, skal det aldrig være en erstatning for fair betaling.

Hvornår siger vi fra?

At sige fra som enkeltperson er svært. Man risikerer at fremstå som besværlig, utaknemmelig eller “for dyr”. Men hvis flere musikere kollektivt stiller krav om gennemsigtighed og fair vilkår, kan vi ændre kulturen. Det handler ikke om at lukke døren for upcoming artister – men om at insistere på, at musik har værdi.

Hvad gør vi så?

Der er brug for konkrete redskaber til at støtte musikere i at navigere i en uigennemsigtig branche. Det er her, Beatnickel kommer ind i billedet.

Beatnickel bliver skabt for at gøre musikbranchen mere fair og transparent. Platformen vil give brugerne mulighed for:

• At anmelde venues og arrangører – både positive og problematiske oplevelser.
• At få advarsler, hvis andre musikere har rapporteret unfair behandling.
• At finde jobs og samarbejdspartnere, hvor vilkårene er klare fra starten.

Det er ikke en løsning på alt, men det er et skridt i retning af en sundere musikkultur, hvor respekt og betaling går hånd i hånd.

Afslutning

Det er 2025. Musikere har stadig regninger, udgifter og ambitioner – ligesom alle andre. At spille for “exposure” er ikke en forretningsmodel. Det er en kultur, vi har arvet, men som vi ikke er forpligtet til at videreføre. Måske er det nu, vi kollektivt siger: Nok er nok.