Blog

Du kender det måske. Der bliver offentliggjort en ny festivalplakat. Du scroller. Leder. Håber. Men jeres navn er der ikke. Igen. Det er ikke fordi I ikke spiller. Ikke fordi I ikke har materiale ude. Ikke fordi I ikke har lagt timer, penge og sjæl i det. I har måske endda sendt mails, rykket, spillet supportjobs og talt med folk i baren. Men alligevel – ingen spot. Intet svar. Ikke engang et "tak for interessen".

Måske et par likes fra vennerne. Et “fed sang!” i en DM. Men lyttertallet står stille. Og du begynder at stille dig selv det spørgsmål, mange af os kender alt for godt: Hvordan kan noget, jeg har lagt så meget sjæl i, blive overset så hurtigt?

Danmark er fyldt med dygtige musikere. Fra sangskrivere og solister til beatskabere, bands og improvisatorer. Niveauet er højt, engagementet stærkt, og der bliver skabt musik hver dag i øvelokaler, soveværelser og små studier. Alligevel oplever mange, at det er svært at få ting til at ske. Svært at finde nogen at spille med. Svært at få adgang til scenerne. Svært at blive hørt uden netværk, penge eller held. Det skyldes ikke mangel på kvalitet. Det skyldes mangel på struktur.

I mange kreative miljøer – og måske især i musikbranchen – er det næsten tabu at tale om penge. Det er som om, man ødelægger magien, hvis man nævner honorarer, transportudgifter eller rider på kontrakten. Kunst skal være fri, passioneret, kompromisløs. Men virkeligheden er, at musikere betaler husleje ligesom alle andre.

Rigtig mange børn og unge starter deres musikalske rejse i musikskoler, kulturskoler eller gennem private undervisere. Her får de et solidt fundament i teknik, nodelæsning og teori. Det er vigtigt. Men noget mangler ofte

Når vi taler om musikrevolutioner, har de sjældent været planlagt af store pladeselskaber eller løftet frem af milliardbudgetter. De største og mest skelsættende bevægelser i musikhistorien er startet der, hvor ingen kiggede hen.