3.000 kroner lyder fair –men hvorfor der alligevel bliver færre jobs

Minimumstariffen for honorarstøttede koncerter er hævet for at sikre bedre vilkår for musikere. Alligevel oplever mange, at der er færre spillejobs end før. Hvordan kan begge dele være sande på samme tid.

På papiret er 3.000 kroner pr. musiker et vigtigt skridt i den rigtige retning. En anerkendelse af, at professionelt musikarbejde har en reel værdi og ikke kan reduceres til symbolsk betaling. Intentionen bag minimumstariffen er klar og legitim. Musikere skal kunne sige ja til jobs uden at gå økonomisk baglæns.

Men virkeligheden i spillesteder, foreninger og lokale koncertarrangører ser anderledes ud. Når honorarer stiger, uden at den samlede økonomiske ramme følger med, opstår der et pres et andet sted i systemet. Resultatet er færre koncerter, færre bookinger og mindre plads til dem, der ikke allerede er etablerede navne.

Det er her paradokset opstår. En ordning skabt for at beskytte musikere ender med at reducere antallet af muligheder for netop de musikere, den var tiltænkt.

Når regnestykket ikke længere går op

‍Mange honorarstøttede koncerter er afhængige af en kombination af billetindtægter, frivilligt arbejde og offentlig støtte. Når minimumstariffen hæves uden tilsvarende ekstra midler, må arrangørerne skære andre steder. Ofte betyder det færre koncerter eller mindre ensembler.

I praksis bliver det nemmere at booke én kendt artist end tre eller fire musikere fra vækstlaget. Risikoen er lavere, og budgettet mere forudsigeligt. Det er ikke ond vilje, men økonomisk nødvendighed.

Vækstlaget betaler prisen

‍Det rammer især musikere i mellemlaget. Dem der er for erfarne til at spille gratis, men endnu ikke har det publikum, der kan bære højere billetpriser. De falder mellem to stole. For dyre til små scener. For ukendte til de store.

For mange i denne gruppe er livejobs ikke bare indtjening, men også træning, netværk og synlighed. Når antallet af koncerter falder, forsvinder mere end honoraret. Hele fundamentet for at udvikle sig som professionel musiker bliver svækket.

God intention. Utilsigtet effekt

‍Minimumstariffer er ikke problemet i sig selv. Problemet opstår, når de ikke følges af en samlet strategi. Uden øget statslig støtte eller nye finansieringsmodeller skubbes presset videre ned i systemet. Fra politiske ambitioner til lokale arrangører. Fra arrangører til musikere.

Det skaber en utryg situation, hvor færre tør tage chancer. Mindre eksperimenterende programmering. Færre debutkoncerter. Mere forsigtighed.

3.000 kroner er et fair honorar. Det bør ingen være i tvivl om. Men fair betaling alene skaber ikke et sundt musikliv. Hvis ambitionen er flere koncerter, flere muligheder og et stærkere vækstlag, kræver det en helhedstænkning, hvor honorarer, støtteordninger og lokale rammer hænger sammen.

Ellers risikerer vi et musikliv, hvor betaling er blevet mere korrekt, men mulighederne færre. Og hvor de musikere, der burde være fremtidens rygrad, langsomt forsvinder ud af ligningen.